Den røde hertuginde
om strejken som våben
Isabel Álvarez de Toledo, hertuginden af Medina-Sidonia, kaldet «Den røde hertuginde», tilhører en af Spaniens ældste adelsfamilier. En af hendes mest berømte forfædre var admiralen, der førte den uovervindelige armada til den sørgelige undergang. Isabels berømmelse i det officielle Franco-Spanien er i dag af herostratisk art. Over hendes 37-årige hovede hænger truslen om 20 års fængsel. For at have krænket og bagtalt Franco, det spanske retsvæsen, kirken, civilgarden. Det sker i romanen Strejken (der nu er oversat til svensk og udsendt af forlaget Forum). Straffen træder i kraft, hvis hun vender tilbage fra sit eksil i Frankrig.
Isabel Álvarez ved hvordan det ser ud i et spansk fængsel, hun har siddet otte måneder i kvindefængslet i Alcalá de Henares, dømt for at have ledet en ulovlig demonstration på årsdagen for det atombevæbnede amerikanske flys nedstyrtning over spansk område.
Hun udsendte sin bog Strejken på et eksilforlag i Paris. Bogen vakte raseri hos de spanske myndigheter og selv om den ikke var udkommet i Spanien blev der lagt sag an mod Isabel Álvarez ved den spanske højesteret. Nogle dage før sagen skulle for, flygtede hun til Frankrig, hvor hun nu lever i eksil.
Handlingen i bogen er henlagt til forfatterindens hjemegn, Sanlúcar de Barrameda i sherry-distriktet i Sydspanien. Det er et storgodsområde med langvarig sæsonarbejdsløshed blandt vinarbejderne. I fortvivlelse forsøger de at strejke for at hæve lønnen fra de lovbestemte 50 til 80 pesetas. De har ingen strejkekasse og de modarbejdes aktivt af fagforeningen, som er af fascistisk model, med arbejdsgivere og arbejdere organiseret i samme brancheafdeling. En strejk er altid ulovlig i Spanien, i visse tilfælde betragtes den som militært oprør. Myndighederne i Sanlúcar prøver med den sædvanlige repressive hestekur: tilfældige arrestationer og brutal mishandling på politistationen.
Til almindelig overraskelse lykkes strejken: Madrid har givet godsejerne ordre til at give efter, for det er en gestus, der vil tage sig godt ud set med internationale øjne. Spanien har brug for en domokratisk make-up for at blive stuerent: EF lokker.
Da jeg møder Isabel Álvarez har hun netop modtaget nyheden om at tre mænd er blevet skudt ned på gaden i Bilbao. Politiet, der skød dem, siger, at de var medlemmer af den baskiske organisation ETA.
– Nu er antallet dræbte på gaden kommet op på 22, siger Isabel. Regeringen vil ikke have en Burgos-retssag igen. Politiet har givet ordre til at dræbe hellere end at arrestere. Hvad jeg ikke forstår er, at den internationale opinion, der var så opmærksom under Burgos-retssagen – da seks mennesker blev henrettet – ikke reagerer på disse 22 mennesker, der er blevet myrdet på gaden, medens de har demonstreret for frihed.
Om censuren i Spanien siger Isabel Álvarez:
– Forhåndscensuren blev afskaffet i 1968. Men indtil for halvandet år siden blev alle aviser, der skrev noget imot regimet, ramt af hårde sanktioner. I dag er pressens situation radikalt ændret, man vover mere. Hvis regeringen forsøger at påtvinge pressen tavshed i nogle spørgsmål, så er der kun fire aviser, der vil adlyde: ABC, Arriba, La Vanguardia og Nuevo Diario. De andre tør nu skrive om f.eks. strejker. Da strejker er forbudt i Spanien, må de opfattes som en politisk handling rettet mod regimet. I fjor varede strejkerne gennemsnitlig en uge, i år melem en og tre måneder. I løbet af hele 1972 var der 681 arbejdskonflikter. I 1973, indtil august, har der allerede været 645. Og så er universiteterne ikke regnet med. I årene 1971 og 1972 var universiteterne i Barcelona, Madrid og Valencia åbne i tilsammen tre måneder. I år har universitetet i Barcelona kun været åbent en måned.
Om mulighederne efter Franco:
– Vi befinder os allerede i den post-frankistiske tid. Det er ikke Franco, men Carrero Blanco, der regerer Spanien. Man prøver at få et øjebliks fred og ro til at placere Juan Carlos på tronen. Man ville gøre det i løbet af november i år, og har derfor udsat åbningen af universiteterne fra oktober til januar. Personligt tror jeg ikke, de får deres fredelige øjeblik.
– Hvis det lykkes at få bragt Juan Carlos på tronen – ville det så forandre det politiske billede?
– Nej. I et land, hvor – og dette er officielle tal – 68 pct. af familierne ikke har til et eksistensminimum er der først og fremmest brug for økonomiske reformer. Alle disse menneskers fattigdom er grundlaget for de privilegier, som et fåtal nyder godt af. I det øjeblik man giver folket et minimum af økonomisk frihed, smuldrer grunden bort for det nuværende fascistiske system.
– Hvilket politisk system skal erstatte det?
– Jeg vil ikke selv svare. Jeg vil gøre det ved hjælp af en enquete, der blev offentliggjort af tidsskriftet «Cambio», en enquete blandt studenter. 85 pct. ønskede et socialistisk samfund.
HARALD NORDLI
(«POLITIKEN» 14 oktober 1973)